Teaterstykket 'Forplantning - En fucking slagmark' er en fin komedie skrevet af Linda Klein, instrueret af Anders Lundorph og opført på Teatret Svalegangen.

Måske har Noma copyright på deres eget navn, men nu er den danske restaurant havnet her på scenen på Teatret Svalegangen. Forestillingen består nemlig af velkomponerede små retter, arrangeret formfuldendt og serveret af nogle af de mest ekspressive skuespillere i Aarhus. En dejlig oplevelse omkring emnet: Skal du have børn, alene eller med hvem, eller slet ikke?

Og dét er en præstation. Hvem vil gå i teatret for at høre noget om børn? Enten har de allerede drevet os til vanvid i coronatiden, eller er flyttet hjemmefra, eller de blev aldrig født, eller de døde. Men i Linda Kleins stykke må man overgive sig til den sorte humor, en fantastisk scene-opbygning og vidunderlige skuespillere. Det er god underholdning. Publikum griner mere end i de fleste forestillinger.

Det starter jo allerede inden stykket går i gangen. Den forventningsfulde summen blandt publikum. Det kvindelige par som er i gang med kunstig befrugtning. Parret uden børn. De frække unge der tænker meget på forplantning. Bedstefaren med det hvide hår. Vi er en blandet flok med hver sin stok.

Linda Klein kan noget godt med sit drama der effektivt sprutter ud af skuespillerne og får publikum til at gribes af befriende latter og følsomme øjne. Det er en komedie med en mild smag som honning, i en have fyldt med befrugtning. Stokken springer i blomst.

Det fede ved stykket er at temaet bliver belyst fra mange vinkler. Hver dag får vi serveret spørgsmål fra familie og venner, som vi skal tænke over inden vi svarer. Vi vil så nødigt såre nogen, men vi synes det er mærkeligt. Så vil søster have barn med Karl der blev homoseksuel da han flyttede til København. Moster spiste sin moderkage. Den lille Vivi blev gravid af et kondom der sprak på Roskilde, men vil beholde barnet og opdrage det alene. Og ens egen bror har været i Ukraine og købt et barn dernede hos en rugemor.

Vi vil så nødigt såre nogen og derfor griner vi når skuespillerne på scenen siger alt det forkerte som vi selv var lige ved at sige dengang da...

Det er svært at forholde sig til alle de måder at få børn på, som man ikke lige selv har dyrket. Og det er stykkets styrke. Vi får lov til at høre mange historier der knytter an til hinanden som et brombærkrat fyldt med saftige bær. Får lov til at grine.

'Forplantning - En fucking slagmark' skaber på den måde sammenhold blandt publikum. Skaber forståelse for de uendelige valgmuligheder for at få børn, eller ikke.

Så der er stjerner for Noma-konceptet, følelsen af at forstå folk der træffer andre valg end dem vi selv kender, flokken af komiske og ekspressive skuespillere, en god tekst der rummer latter og alvor i hurtige skift så hjertet må grine og føle simultant, samt den 5. stjerne for scenen.

Scenen er flot opbygget, den er Mikkel Sebastian Rostrups inkarnation af følelsen: 'Det er svært at finde fodfæste i livet'. Super. Sjovt. Effektivt.

Tak for oplevelsen. Den var god. Forhåbentlig kommer der mange flere børn i verden, og på præcist den måde som deres forældre vælger er den rigtige for dem. Eller ikke, som man vil.

Forplantning - En fucking slagmark af Linda Klein
Medvirkende Holger Østergaard, Maja Juhlin, Kaja Kamuk, Ashok Pramanik, Jonas Kriegbaum, Josefine Tvermoes
Instruktion Anders Lundorph
Instruktørassisten Matilde Bregnhøj
Scenografi Mikkel Sebastian Rostrup
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Sceneproduktion Folkes Garage
Producent Teatret Svalegangen.

★★★★Anmeldelse af 'An Eve And an Adam' på Teatret Svalegangen

Erotikken opstår i det flakkende lys

30. august 2019.Kulturnyt, Ambjørn Happy

To nøgne mennesker eller to røde roser, hvad er smukkest, synes du? Den skarpe form på bagdelen af en Ferrari, eller kvindens spændte baller? En rumraket der stiger op mod stjernerne, eller en mands lem der rejser sig i mørket?

Sofia Pintzou og Nikolaj Karczewski er nøgne på scenen. Vi er 100 mennesker i det knaldsorte mørke. En lampe griber fat i ledningerne fra det nærmeste kraftværk og kaster pludseligt sit lys ud over danserne. De bliver skræmte, og 3-4 mænd sukker hørligt i flokken af tilskuere. Åh, nøgne mennesker. Vores øjne ser dem.

Nøgenhed. Kroppen. Lemmet. Kønnets læber. Brystkassen. Brysterne. Håret. Nu er det, at det bliver interessant, og det er derfor jeg elsker nøgendans. Hvordan kan man skabe en historie, når publikum mest ser dine stive brystervorter og lemmet der er ved at rejse sig. Hvordan kan man kommunikere med publikum, sige noget vigtigt, så de hører efter.

Dette spørgsmål kender alle kvinder med store bryster. Mænd hører ikke efter hvad de siger. Ikke rigtigt, i hvert fald. Og mænd med stramme bagdele i jeans, kvinderne snakker dem bare efter munden og kigger bag deres ryg.

Nøgenhed gør det ekstra svært at skabe kunst på scenen, og rigtig mange gange giver kunstneren op. I stedet for at sige noget, bliver nøgendansen en fremstilling af kønsdele og muskler, hvoraf ingen af dem brillierer særligt med evnen til at fortælle en god historie.

Palle Granhøj forstår kunsten at sige noget, så publikum hører efter. Forestillingen An Eve And An Adam fortæller om den brændende trekant mellem begær, erotik og bevidsthed.

I skarpe skift springer danserne mellem det naturlige i os, og det kulturbestemte, det intelligente, det mentale. De danser i bladene, skræmmes af lyset - som i forestillingen har fået rollen som bevidsthed.

Du kender den historie. I begyndelsen var lyset, og lyset var hos gud, og alt det der.

Lyset bruges i forestillingen til at vække danserne til fornuften, ritualerne, skammen og skylden. Ind imellem forsvinder lyset og bliver til en dansende lyskegle, vi er i det flakkende lys, mellem mørket - som er erotikken - og lyset som er fornuften.

Det er så fedt at se hvordan danserne skildrer at erotikken opstår i det flakkende lys. Der hvor vi mærker forbindelsen mellem kroppene, fremfor at opleve tankerne som øjnene skaber uden at de egentlig vil det.

Vi får hele historien om Adam og Eva, fra deres opvågning i paradis helt frem til i dag, hvor manden og kvinden deler deres gaver med hinanden. På lige fod. Lige værdige. Lige gode og lige dejlige.

Fed forestilling, tak for at Teatret Svalegangen har bragt den til Aarhus, så du kan gå og se nøgendans inden det bliver aften, og du og din partner tager bagefter hjem i det flakkende lys, mærker hinanden og forsvinder ind i hinandens frodige landskaber.

Rumraket, eller ej.

And Eve And An Adam
Medvirkende Sofia Pintzou og Nikolaj Karczewski
Koreografi Palle Granhøj
Produceret af Granhøj Dans