Naboen i mit gamle kvarter ved Storcenter Nord dræbte sin kone. Jeg kendte hende. Sådan er mænd jo, eller er de? Er mænd farlige og ondskabsfulde? Eller er vores adfærd mest præget af kulturen omkring os, og mindre defineret af vores køn? Det er en overvejelse værd i stykket 'Girls & Boys' på Aarhus Teater.

Historien 'Girls & Boys' handler på overfladen om menneskets selviscenesættelse og forklaringer på ondskaben i os, skrevet af den britiske playwright Dennis Kelly. Den fortælles af en kvinde der spontant oplever kærlighed i en kø i lufthavnen i Napoli. Hun bliver stormende forelsket. Sublimt spillet af Nanna Bøttcher.

Hovedpersonen fortæller humoristik og selviscenesættende om den fantastiske kærlighed. (Forestil dig en ugebladsnovelle, eller en medvirkende i et reality-show, dén slags kærligheds-ytringer).

De flytter sammen og får børn.

Det er sjovt fortalt. Publikum griner, men jeg gør ikke, fordi jeg kender lusen på gangen. Ikke kun genkender jeg den gamle nabo, men også mange feminine udgaver af mennesker når vi ikke kan føle.

Jeg er vild med forestillingen. Brilliant scenografi. Højttalere i forskellige højder, billeder af hovedpersonens fornemmelse af andre mennesker. Lyden er lige i skabet og giver refleksioner af hovedpersonens forklaringer. De kører i ring. Hun plages af et barns åndedræt. Hendes egne ord giver ekko, sublimeres i sindets spejlkamre, ekkoer af skyld.

Mange blandt publikum græd undervejs mens stemningen skifter. Latteren forstummer efter nogen tid. Noget ubehageligt og skræmmende dukker langsomt op i tågen over Loch Ness. Hovedpersonen begynder at antyde noget om hendes børn skæbne. Man fornemmer lugten af grusomhed sprede sig ud blandt publikum.

Den kvindelige karakter i Dennis Kellys stykke udviser de gængse tegn på psykopati, borderline, what-ever du kalder det, måske hun er ramt af en tragedie? Hun player os, synes jeg. Sætter sig selv i scene i en historie om mænds ondskab. Redegør for de øvrige medvirkende i sit liv, men afslører ganske få følelser om sig selv - med mindre det er synd for hende, så græder hun.

Og dog, hun påstår hun taler om følelser. Så siger hun for eksempel: "Jeg har den der følelse man har, når man har lyst til at smadre folks tænder med en forhammer." I mine ører er ordene tegn på en tom bogreol i sektionen 'Menneskelige følelser' på hovedpersonens lokale bibliotek.

Nanna Bøttcher står solidt på scenen. 100 minutter. Hun taler og bevæger sig uafbrudt. Det er stort karaktér-arbejde, synes jeg. Skifter elegant mellem nutid og fortid i sin fremlæggelse af Dennis Kellys idé.

Men hvilken idé er det, hvad er meningen med stykket? Se det for dig selv. Du kan komme i tvivl, eller være sikker bagefter. Anmeldere over hele verden er uenige om stykket 'Girls & Boys', så der er god plads til at du kan finde din egen mening med stykket.

Tag eventuelt et lommetørklæde med. Så du kan tørre tårerne på sidemandens kinder. Det er stærke sager, hårde temaer der bliver sat op til kant. Et stykke til god debat når I går hjem. Du finder din egen mening med 'Girls & Boys'.

Girls & Boys af Dennis Kelly
Medvirkende Nanna Bøttcher
Oversættelse og instruktion Sigrid Johannesen
Scenografi og kostumedesign David Gehrt
Lysdesign Anders Kjems
Lyddesign Kim Engelbredt