Kulturnyt.net ⊂ Lørdag 6. juni 2026 ∴ Uge 23
Kulturnyt skriver om 8091 anmeldelse
Klik på nogle af historierne og læs mere om 8091 anmeldelse.
★★★★★Anmeldelse af 'Ondskabens Ansigt' på Teatret Svalegangen
Hajerne er fede i år
6. maj 2021.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Hvis du kan grine ad dig selv, så bliver du glad for Ondskabens Ansigt på Teatret Svalegangen. Stykket er fyldt med humor, satire og folkeligt groteske absurditeter.
To mænd - eller knap nok mænd, fordi ikke kun pattegrise bliver frarøvet testiklerne, det samme gælder kapitalismens velvillige medhjælpere. Det første vi frarøves efter intro-ugen på firmaet, det er vores kraft til at stå ved os selv. Vi bliver jakkesæt og buksedragter i afdæmpede farver. Nystrøgne og føjelige.
De to på-vej-til at blive mænd, de er blevet kaldt til møde på øverste etage i et dansk våbenfirma. Med sig har de nogle vigtige dokumenter som firmaet vil gemme for demonstranterne og skjule for politiet.
Uheldigvis sætter elevatoren sig fast på vej mod toppen, og nu starter et drama som er sjovt og underholdende. Det bliver varmt i elevatoren. De begynder at gå hinanden på nerverne, og det ender blodigt.
Teater i Hollywood-ligaenOg det er et sjovt teaterstykke. Replikkerne falder stramt som punch og uppercut, men også elegant som stramme slips og dyre lædersko. Nis-Momme Stockmann har skrevet den morsomme satire, og han gør det godt. Langt hen ad vejen er scenerne som skabt til en hollywood-film.
Hollywood ja, fordi kun dér har man de rigtige skuespillere på niveau med Holger Østergaard og Anders Brink Madsen. De har fjæs, de har attitude, de har begge en indre glød som gør dramaet nærværende som en vulkan. Super præstation. Også stykkets tredje skuespiller Kristine Hedrup brillierer, særligt i den afsluttende scene hvor hun går fra at være Stockmanns kommentator, til pludselig at udleve noget væsentligt fra en drengs opvækst. Se det selv, det kan ikke forklares, og Kristines karakter skaber sit helt eget uventede punktum på stykket.
En stjerneparade i kontorhusetOndskabens Ansigt er original i sin fortællestruktur. Den dag Nis-Momme Stockmann får stykket solgt til Hollywood, da vil han efterfølgende blive ramt af en alvorlig depression. Fordi der er linjer og brud i teaterstykket, det er ikke regelret. Det er kunst.
Hollywood vil klippe de mange grin ud med en hæksaks og efterlade resten i containeren på parkeringspladsen. Derfor går stykket nok snarere til London eller Berlin, må vi håbe.
Scenografien er gigantisk elegant. En marmor hal med elevatorer, glasvægge og byens lys bagved. Lisbeth Burian har en stor stjerne her.
Videoprojektionerne skaber magi. Jeg var glad for de drivende skyer og de blinkende lanterner. Man er tilstede i elevatoren mens den stiger og falder, takket være Trols og Tue.
Historien er aktuel. Altid når der er krig og krise bliver afstanden mellem rig og fattig stor, fordi kapitalisten svømmer som hajerne om dagens Titanic og tager for sig af retterne. Corona er den største ting der er sket i kapitalismens historie, inklusiv børskrakket i tyverne. Hajerne er fede i år.
Kapitalisterne er glade - men hvem er egentlig ikke selv lidt af en kapitalist? De fleste kontorfolk ejer aktier og får maden leveret af en slave fra Wolt eller Nemlig.com - vi har alle en rem af huden, fordi vi lever i et kapitalistisk samfund. Vi er kultur-kapitalister.
Derfor er det fint hvis man er glad for både selvrefleksion og humor, for at kunne nyde løjerne. Der var masser af latter blandt publikum, og vi grinte også af de sider i os selv, og i vores venner, som vi kunne genkende.
Ondskabens Ansigt er værd at se, den er 5 stjerner for originalitet, skuespil, scenografi, videoprojektionen og sit aktuelle tema. Tak for den oplevelse.
Ondskabens Ansigt Produceret af Teatret Svalegangen.
Medvirkende Anders Brink Madsen,
Tekst Nis-Momme Stockmann
Instruktion Per Smedegaard
Scenografi Lisbeth Burian
Scenemester Jesper Folke
Lysdesign Henrik Sloth
Lyddesign Anton Bast
Videodesign Troels Engelbrecht
Regissør Naja Brimer
Instruktørassistent Simone Mikkelsen
Teater anmeldelse
Lars K.★★★★★Anmeldelse: 'Historien om huset, der blev til en prik', Gruppe 38
En stærk og sanselig historie fortalt en sen eftermiddag på Gruppe 38
18. september 2018.Kulturnyt, Lita Domino
Hvordan fortæller man om vrede når den syder inden i, så alle mennesker forstår og kan relatere sig til det? Denne stærke grundfølelse som vi alle har besøg af når vi oplever os uretfærdig behandlet eller vores grænser bliver overskredet.
Bodil Alling, skuespiller og stifter af Gruppe 38, kan gøre det på en så nærværende og sanselig måde at den kan spises af både børn og voksne og jeg spiste med stor appetit både af de smukke finurlige ord, måden de blev fortalt på, det imponerende skyggeteater, dukketeater, og visuelt design. Vreden blev belyst, med skønne fantasirige effekter og en meget hjertegribende historie.
En lille pige løber hjemmefra, da hendes mor sagde pyt til den store uretfærdighed pigen oplevede, da der ikke var flere jordbær. Pigen blev så rasende at hun løb så langt at hendes hus til sidst blev til en lille prik. Billeder på kulde og ensomhed var som en ulv, og smukke visuelle effekter, skabt af hverdagsting, gav et meget sanseligt billede af barnets indre verden.
Jeg overgav migJeg overgav mig helt til denne skønne fortælling. Både mit indre barn gøs og glædede sig over fortællingen men også mit voksne jeg fik en masse at tygge på, idet teamet bag forestillingen henvendte sig til alle aldre.
Gå derfor ind og se den fantasifulde fortælling med alle sanser og lad dig fortrylle af poesien som dette teater mestre så imponerende.
Tusind tak til Gruppe 38 og teamet bag forestillingen Historien om, huset der blev en prik.
Historien om huset, der blev til en prik
Medvirkende Bodil Alling, Søren Søndberg, Søren la Cour.
Instruktør Catrine Poher.
Skabt af Catrine Poher, Bodil Alling, Søren Søndberg, Søren la Cour, Sara Topsøe-Jensen, Agnés Limbos, Philippa LeFebvre, Oliver Guillemain, Lars K. Olesen, Marie Netterstrøm.
Teater anmeldelse
★★★★★★Anmeldelse: 'ReDoing GENDER' på BORA-BORA
Rå og stærk performance - Et kunstværk som jeg aldrig har set det før
14. september 2018.Kulturnyt, Lita Domino
Det var råt og stærkt. Aftenens forestilling var en sand ener, fra jeg trådte ind i salen til jeg forlod den grebet i hele mit væsen.
Abemanden i et laboratorieDet første jeg møder, i det jeg træder ind i rummet, er abemanden i et laboratorie. Lidt væk sidder der en klinisk person og tager notater af testpersonens adfærd. Abemanden bevæger sig som et urmenneske og prøver hele tiden at tilpasse sig i et eksperiment der skal danne hans adfærd og følelser. I verden med forbudt og tilladt forsøger han at eksperimentere sig frem til den rette kønsidentitet for ham, men hele tiden ud fra hvordan den kliniske person straffer og belønner.
FremmedgjortFremmedgjort bliver han mere og mere forvirret idet belønning og straf ikke har nogen egentlig pointe, men hele tiden deler ud fra modstridende impulser. Abemanden falder i selvhad sammen på scenen, og må opgive at finde sin identitet som abemand.
I kamp mod sig selvHan forsøger sig derefter som aggressiv bokser i en kamp mod sig selv. En kamp der er umulig at vinde og han må gemme hovedet i en kasse. Prøver at danse med kassen på hovedet men bliver straffet af den kliniske person for den adfærd. Han må trække sig ud af kassen men denne gang kommer han tilstede som en voksen mand med et grædende babyansigt. En fødsel der sender forundring og smerte langt ind i min sjæl. Han forsøger at virke maskulin men kommer i stedet til at virke grotesk og meget sørgmodig.
Italesat identitetDen kliniske person begynder at tale til mennesket med babyansigt. Med sin stemme rækker han hånden til forsøgspersonen og ord om smerten, forvirringen og det splittede kønsoplevelse begynder at tage form, Hvem er du som mand? Er du forvirret på dit køn, og vigtige ord om identitet og mening. Mennesket i krydsilden med sin kønsidentitet har brug for en ny begyndelse, og efter at møde tomheden føder han et lille nyt liv. Det nye køn.
Tanker om kønsidentitetJeg får mange tanker om hvad kønsidentitet er? Hvad vil det sige at være mand og hvornår er man kvinde? Jeg får også mange tanker om hvordan vi som samfund forsøger at socialisere hinanden til at være noget bestemt. Og oprørske tanker om at skabe plads til at en hver person kan finde sin egen identitet.
Det var råt og stærkt men også utrolig smuk og berigende oplevelse.
Tusind tak til teamet bag aftenens forestilling, til BORA-BORA og til The Genderhouse festival for den unikke oplevelse.
ReDoing GENDER 2.0
Instruktør/koreograf Andreas Constantinou
Performer Aris Papadopoulos
Scenografi/lyd design Jeppe Cohrt
Musik Vivaldi, PJ Harvey
Dans anmeldelse
★★★★★Anmeldelse: 'WOMANhouse' på BORA-BORA
Miraklet sker i aften på BORA-BORA
11. september 2018.Kulturnyt, Lita Domino
Fire kvindelige performere transformerer deres køn for at stille skarpt på det maskuline i forestillingen WOMANhouse. Det er miraklet. The Genderhouse Festival er nu skudt i gang på ægte mande-manér i Aarhus stræder. Velkommen til en farverig festival der handler om køn, identitet og seksualitet.
Jeg blev blæst bagover lige fra starten, hvor de fire performere kommer blæsende ind på scenen som en maskulin stormstyrke. De skiftevis brøler og charmer sig ind i publikums hjerte. Deres sammenspil er fantastisk idet de fremlægger mandekultur som et stærkt sammenhold og alle deres mandelige bevægelser er indøvet med stor præcision. Jeg skiftevis griner og græder, krummer tæer og bliver ærbødig.
Hvad er det maskuline egentlig for noget???Jeg der elsker en mand og lever sammen med ham, kender de små og store bevægelser en mand kan gøre sig, men kun udefra. Hvad der foregår indeni er en gåde og jeg fik en hjælpende hånd af teamet bag forestillingen på BORA-BORA, da de gav et bud på den hvad det vil sige i humor og alvor at være mand.
Hvad mandens kønsopfattelse er og hvor det maskuline kommer fra, er vel en blanding af det fysiske og det psykiske. Performerne hyllede mandens styrke ved at bære rundt på hinanden i aftenens forestilling, deres udseende og måde at bevæge sig på var dryppende maskulint og de gav smukke bud på den mandelige psyke - gennem tanker, følelser, dans og tilsyneladende robusthed der gjorde deres kønsidentitet klar. Jeg fik en stærk opfattelse af at mandens kønsidentitet ikke kun handler om det mandlige lem, for selv da performerne smed tøjet, var de stadig i manderollen. Bravo for den pointe.
Den maskuline skamPerformerne udtrykte også den mest komplekse problematik en manderolle kan støde ind i, nemlig følelsen af skam der vel egentlig i sin grundfølelse er den største udfordring. Hvor skammen har til formål at bevare en gruppe samlet, kan en ond og sort skam blive en pinsel, når manden skal vælge sin karriere eller undgå udstødelse hvis han ønsker at være mere i kontakt med sine feminine sider, hvilket jo forståeligt nok kan resultere i vrede og aggression.
Dejligt er det i hvert fald at der er så højt til loftet i den store sal på BORA-BORA, for disse mænd der var karakteriseret her er skønne og elsker at folde sig ud og vise aggression, passion og viljestyrke, til musik lige fra Vivaldi og til metal.
Stående bifald efter forestillingen til WOMANhouse på BORA-BORA og det var velfortjent.
WomanHouse
Himherandit Productions der er i byen med flere performances under The Genderhouse Festival er formidable at se og tåler også gensyn til dem der har stiftet bekendtskab med dem før.
Instruktør/koreograf Andreas Constantinou
Performere Helena Wilhelmssen, Sarah Armstrong, Antoinette Halbing, Hilde Sandvold
Scenografi og lysdesign Jeppe Cohrt
Musik Phillippe Jaroussky, Death Note, Nirvana, Vivaldi
Dans anmeldelse
Kulturnyt Kulturbyen ★ Anmeldelser ★ Kalender 23 Kulturvideo Redaktion Editors
beskytter