★★★★★★Anmeldelse: 'Mæt af dage', Teatret Svalegangen
'Mæt af dage' er relevant, velspillet og rørende
20. oktober 2018.Kulturnyt, Ambjørn Happy
Publikum græder, de kan ikke lade være, fordi så rørende er Teatret Svalegangens historie om den unge kvinde Karen der kun tænker på at dø, mens hendes mand Esben holder hænderne for ørene og nægter at hjælpe hende.
Mæt af dage hedder stykket som sætter assisteret selvmord på scenen. Det er en blændende forestilling, fordi den er relevant, velspillet og rørende. Desuden får du også chancen for at opleve - gennem virtual reality - hvordan det mon er at dø, set fra Karens synsvinkel på selvmordsklinikken i Schweiz. Skrappe sager. Folk græd i deres VR-masker.
Mæt af dage må have seks stjerner, selvom temaet er alt for vigtigt og alvorligt til at pjatte rundt med guldstjerner i danskhæftet. Det er bare et godt stykke. Gå ind og se det.
Perfekt stykke teater om liv og død
Forestil dig at Shakespeare og Hollywood satte sig sammen ved et af bordene i caféen på Teatret Svalengangen i Rosenkrantzgade. Planen er at skrive den ultimative historie om liv og død. At være eller ikke at være. Shakespeares eviggyldige tekster sat ind i en hollywood-tåreperser der spiller på følelserne og får publikum til at græde.
Sådan er det blevet. Forfatterens Thomas Markmann har skrevet det perfekte stykke teater om meningen med at leve.
Så Karen vil altså dø, og hvem kender ikke det fra sig selv, eller fra nogen du kender. Folk der vil dø, de er ikke nemme at muntre op. Karens mand, Esben, forsøger med god mad og vin. Kærlighed og kildevand. Men Karen, hun nægter. Psykologen, Kirstine Hedrup, giver op. Karens mor er bekymret, knust af datterens tilstand.
Fremragende skuespil i 'Mæt af dage'Selvom Karen er en ganske ung kvinde, finder hun ingen mening med livet. Tænker kun på at dø. Esben, spillet af Albert Stein Ankerstjerne med både pondus og en livskraftig karisma, er på grænsen til at gå i hundene. Ved ikke hvad han skal gøre. Karen står stille på scenen mellem publikum. Sårbar, næværende. Vi kan i publikum mærke hendes følelser. Hun er en fugl der er faldet ud af reden. Anna Nøhr Tolstrup forstår at holde publikum fanget, når Karen viser sin smerte ved livet. Ingen store ord, bare et stille blik fra fuglen der er faldet ned på planeten Jorden og slet ikke føler sig hjemme i sit liv.
Hvis din partner ville døHvad ville du gøre hvis din partner ønskede at dø? Det er spørgsmålet. Esben er alene, hans ven - spillet af Jacob Hannibal med en stærk karakter - forsøger at overtale Esben til at få Karen indlagt. Hun er jo syg!, siger han.
Men er hun det? Her bliver stykket til et stykke internt debat i publikums sind. Vi har vel alle overvejet, hvorfor lever jeg? Hvad er meningen med at leve?
Seks stjerner til Mæt af dage. Der er et godt flow i stykket takket være instruktør Anna Schulin-Zeuthen. Karin Gille: Scenografien er stram og asketisk. Lyset har lange og velfungerende skygger, Anders Kjems. Virtuel Reality er skabt af det lokale VR-firma Mannd nede i Filmbyen.
Mæt af dage
Medvirkende Anna Nøhr Tolstrup, Albert Stein Ankerstjerne, Jacob Hannibal, Kirstine Hedrup.
Tekst Thomas Markmann.
Instruktion Anna Schulin-Zeuthen.
Scenografi Karin Gille.
VR Produktion Mannd.
Lyddesign Anton Bast.
Lysdesign Anders Kjems.
Produceret af Teatret Svalegangen.